Det var nogle elever på bare 12-13 år, der midt i skoletiden satte ild til Møllemarkskolen i dag. Ilden udviklede kraftig røg og dampe, og 11 elever måtte efterfølgende på skadestuen til observation for røgforgiftning.
Ilden blev sat i gang i skolens kælder og på et pigetoilet på skolens førstesal. Ilden udviklede kraftig røg og blev heldigvis hurtigt opdaget af nogle elever.
»Skolen evakueringsplan gik perfekt. Vi samlede hurtigt alle eleverne i gymnastiksalen, og brandbilerne kom inden for få minutter,« fortæller skoleinspektør Bent Klarmark til Avisen.dk.
Skolens elever blev kort efter sendt hjem med et brev til forældrene, der forklarer, hvad der er sket.
De 11 elever, som har været til observation på skadestuen, er alle uskadte og vil i løbet af eftermiddagen blive udskrevet.
Tre mistænkte
De tre mistænkte elever, der mandag blev afhørt af politiet, er alle under den kriminelle lavalder. De bliver derfor overgivet til de sociale myndigheder, når afhøringerne er overstået, oplyser vagtchef Søren Østervig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til avisen.dk.
Der er svære sodskader på toilettet, men branden nåede ikke at forårsage andre ødelæggelser. I morgen bliver derfor en almindelig skoledag for elever og lærer på Møllemarkskolen.
»Vi har skolepsykologer stående klar, hvis nogen skulle få brug for det,« siger skoleinspektør Bent Klarmark.
Han er rystet over dagens begivenheder.
»Det er fuldstændig uforståeligt. Vi er en rolig skole, som både elever og forældre er meget glade for,« siger Bent Klarmark.
Tidligere brande
Det er dog ikke første gang, der er blevet forsøgt ildspåsættelse til Møllemarkskolen.
»Afhøringerne vil forhåbentlig afsløre, om der er en sammenhæng med tidligere episoder, og om det er de samme børn, der står bag,« siger Søren Østervig fra Sydsjælland og Lolland-Falsters politi.