Det er flovt, hvis ens skoleleder ringer på døren, fordi man pjækker og ikke er kommet i skole.
Meget flovt endda, og derfor mener elevorganisationen Danske Skolelever, at det kan have en god virkning, når skoleleder henter elever, der uden gyldig grund bliver væk fra skolen. Det sker allerede i flere udsatte boligområder i landet. Det er dog vigtigt, at det sker under kontrollerede forhold, påpeger formanden for Danske Skoleelever, Anemone Birkebæk.
»Skrækscenariet er, at læreren kommer forbi en dag, man er syg. Derfor skal læreren have en klar føling med, hvornår der er tale om pjæk. Og læreren skal tage kontakt til forældrene, så de ikke bliver stødt, hvis læreren en dag står i stuen. Når først der er kontakt til forældrene, er det rigtig flovt, hvis læreren ringer på, og man har pjækket,« siger Anemone Birkebæk. Hun tilføjer, at det er vigtigt at forstå, at det er noget læreren gør for elevernes skyld.
»Det er flot, at så mange skoleleder yder den ekstra service, og det er noget, man skal gøre brug af. Men det skal ske på en måde, så man undgår sure lærere, elever og forældre,« siger Anemone Birkebæk.
I forældreorganisationen Skole og Samfund bliver initiativet positivt modtaget.
»Det er en god idé uanset, hvem det er, der henter børnene. For mig er det vigtigste, at børnene kommer i skole,« siger formanden for foreningen Thomas Damkjær Petersen.
I beskrivelsen til jobbet som skoleleder, står der intet om, at man skal være parat til at hente elever, som ikke møder regelmæssigt op til undervisning. Når det alligevel sker, indgyder det til respekt, siger formanden for Lederforeningen under Danmarks Lærerforening, Jens Færk.
»Det er et flot eksempel på skoleledelse, at man henter eleverne. Det ligger langt ud over det, man forstår ved skoleledelse.«
Selv om det er en slags ekstra service fra lærernes side, forstår formanden skoleledernes intentioner.
»Det er skolelederen, der har ansvaret for den enkelte elev, og ansvaret for at eleverne møder op i skole. Jeg tager hatten af for deres arbejde,« siger han.
Ifølge Tænketanken for bedre integration falder seks ud af 10 unge med indvandrerbaggrund fra en ungdomsuddannelse. Blandt danskere er tallet tre ud af 10.