De danske skolelever er godt tilfredse med, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) har valgt at udskyde de nationale test et år.
- Det, synes vi, er en rigtig god idé, for de har ikke fungeret på den rigtige måde. Problemet har været, at man har implementeret dem så hurtigt, at hverken lærere, elever eller forældre har haft tid til at sætte sig ind i, hvordan de skal bruges. Der har også været it-problemer på de enkelte skoler, som har gjort, at man ikke har kunnet udføre testene ordentligt, siger formand for foreningen Danske Skoleelever, Anemone Birkebæk, til Avisen.dk.
Undervisningsminister Bertel Haarder har foreløbigt udskudt indførelsen af de nationale test et år.
2008 skal bruges på at justere testene efter eksperternes råd og afprøve dem i halvdelen af landets folkeskoler.