»Vi blokerer skolen, indtil kommunen forstår det.«
Elevrådsformand Malthe Mørck Clausen står sammen med op mod 200 elever fra 3. til 9. klasse uden for Valby Skole og blokerer elevernes adgang.
De nægter at modtage undervisning, indtil kommunen forstår, at nedskæringer på skoleområdet skal fjernes fra dagsordnen.
»Sidste år fik vi ikke nye fysik- og kemibøger. Vi vil også på lejrskole. Og så vil de fyre nogle af vores lærere, blandt andet vores biologilærer Lars, og det vil vi ikke være med til,« siger elevrådsformanden, mens de andre elever står og larmer i baggrunden og hygger sig med lidt kakao.
De helt små elever og lærerene får lov til at komme ind på skolen.
Men:
»Vi gør det også i morgen,« siger Malthe Mørck Clausen.