Elever fra 12 klasser på forskellige skoler i Frederikshavn er hjemsendt, efter at en elev fra 7. klasse er testet positiv for coronavirus.
Det skriver Frederikshavn Kommune på kommunens hjemmeside.
En elev fra 7. klasse på Privatskolen i Frederikshavn blev mandag konstateret smittet med coronavirus.
Han havde weekenden forinden været til fodboldkamp med sit U14-hold, som nu hjemsendes, indtil de kan blive testet for Covid-19.
- Der er endnu ingen andre elever, der er konstateret smittet med Covid-19, men vi vælger ud fra et sikkerhedsprincip at hjemsende alle elever, der har spillet fodbold med pågældende elev og dermed har været udsat for smitterisiko.
Det siger Anders Brandt (S), der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Der er tale om i alt 12 klasser i årgangene 5. til 8. klasse, der er hjemsendt.
I første omgang skal de elever, der spillede med den smittede elev fra Privatskolen, testes for Covid-19.
Hvis de tester positiv, skal resten af eleverne fra de pågældende klasser testes.
- Vi tager den forsigtige vej i det her og hjemsender eleverne, indtil vi er sikre på, at der ikke er flere, der er smittede.
- Det vigtige her er at bryde smittekæden, så indtil vi er sikre på, at der ikke er en risiko for smittespredning, fjernunderviser vi eleverne i de pågældende klasser, siger Anette Nedermark, skolechef i Frederikshavn Kommune.
Tidligere på ugen blev der konstateret et udbrud af coronasmitte i en anden nordjysk kommune, Hjørring.
Her har der været konstateret smittede elever på Højene Skole og Bagterp Skole.
Også ældreplejen i kommunen har været ramt af virusset.
Tirsdag var der 33 coronasmittede blandt personale og beboere i kommunens ældrepleje.
/ritzau/