Den store internationale Phono Festival for elektronisk musik vender tilbage til Odense med fuld styrke.
Hvert år samles flere hundrede mennesker til tre dage med hårdt pulserende elektroniske rytmer. Festen bliver sparket i gang den 9. oktober i år og løber hen over weekenden til den 12. oktober.
Den vilde fest kommer i år til at stå i rå industrielle omgivelser i den fynske hovedstad. Arrangørerne selv beskriver stedet som "en spøgelsesby af elegant ødelagte bygninger," eller det man tidligere har kendt som et stort slagtehus: Odense Offentlige Slagtehuse.
Programmet i år byder på en bred vifte inden for den elektroniske musik. Finsk electropop og tysk electroclash er blot nogle af subgenrerne, man kan lægge øre og krop til på Phono Festival, når volumenknapperne bliver tvistet mod højre i oktober.