Elanga sov over sig

Brøndbys camerounske venstre back, Joseph Elanga, missede træningen i lørdags, fordi han sov over sig. Få dage senere var han ikke med, da Brøndbys trup tog på træningslejr.

I efteråret var der en del uro i Brøndbys trup. En uro man ikke normalt ser på den københavnske vestegn. En af de spillere, der gjorde sig uheldigt bemærket, var Brøndbys camerounske venstre back, Joseph Elanga.

Holdets nye træner, Tom Køhlert, har meldt klart ud, at han ikke vil tolerere uorden i gelederne, men camerouneren har tilsyneladende ikke hørt ordentligt efter. I hvert fald missede han lørdagens træning i Brøndby, fordi han sov over sig. Det fortæller Elangas agent til TV 2.

»Han ringede til mig den samme dag. Han havde sovet til klokken 10, og da han så, at klokken var 11, skyndte han sig ud til klubben og forklarede sig overfor træneren,« siger Elangas agent, Bayram Tutumlu, til TV 2.

Tilsyneladende er Elangas forklaring prellet af på Køhlert, for mandag fløj Brøndbys trup til Gran Canaria på træningslejr, og Joseph Elanga var ikke med. Men ifølge Bayram Tutumlu behøver det ikke at betyde, at Elanga er færdig i Brøndby.

»Brøndby har ikke fortalt mig, at de ikke vil have denne spiller. Hvis de ikke siger det, ved jeg ikke, at han skal søge efter en ny klub,« siger Tutumlu.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.