Enhedslisten vil mikrostyre antallet af pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Det oplyser partiet i forbindelse med forhandlingerne om finansloven tirsdag.
I finanslovaftalen skal der indskrives, at der skal være maksimalt tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn per voksen i institutioner.
Det siger politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper.
- Vi kræver, at minimumsnormeringerne skal gøres op for hver enkelt institution, ikke et gennemsnit i hver kommune.
- Hvis der nede i dit barns børnehave er én voksen til ti børn, så bliver du jo ikke mere tryg af, at en anden børnehave trækker kommunens gennemsnit op.
- Om det er på kommune- eller institutionsniveau er den helt store slåskamp på det her område, siger Skipper.
Tirsdag er temaet minimumsnormeringer. Foruden Enhedslisten møder også De Radikale og SF op til forhandlinger.
Emnet var et af de helt store i valgkampen, hvor mange tusinder gik på gaden i over 50 byer for at kæmpe for bedre forhold i danske daginstitutioner.
Da regeringen efter valget i sommer blev enige om et forståelsespapir med støttepartierne blev det slået fast, at der senest i 2025 skal være indfasede minimumsnormeringer. Det står i den aftale, der har gjort Mette Frederiksen (S) til statsminister.
Den store uenighed i forhandlingerne er ifølge regeringens støtteparti, om det er nok, at der er et gennemsnit i kommunen, eller om normeringerne skal gælde ned til den enkelte institution.
- Vi vil have afsat en milliard kroner til minimumsnormeringer på finansloven i år, og så vil vi have minimumsnormeringerne vedtaget ved lov allerede inden sommerferien, siger Pernille Skipper.
Det ventes, at regeringen laver en finanslov for 2020 med SF, De Radikale og Enhedslisten.
SF og De Radikale har krævet 500 millioner kroner næste år til området. Beløbet skal stige til en milliard kroner i både 2021 og 2022.
/ritzau/