Enhedslisten glæder sig over Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens meldinger om, at det ikke er et ultimativt krav at spare tre milliarder kroner på en kommende kontanthjælpsreform.
- Det synes jeg, er fornuftigt sagt. For det er fuldstændig vanvittigt at spare på kontanthjælpsmodtagere. Tværtimod skal vi have fundet nogle penge til dem, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.
Han oplyser, at partiet endnu ikke er blevet orienteret om regeringens planer for reformen.
Men Enhedslisten har til gengæld præsenteret beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for sit oplæg.
- I en overgang må vi investere for at få fundet nogle ordninger for at give dem mulighed for at komme i arbejde og uddannelse. Så kan det godt ske, at vi om nogle år kan spare ved at få folk ud i arbejde, siger Christian Juhl.
/ritzau/