Den gode nyhed er, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fredag fremlægger en togfond på 27 milliarder kroner, hvor pengene skal skaffes fra Nordsøolien.
Den dårlige nyhed er, at fonden ikke får endnu flere penge ved en hårdere beskatning af Dansk Undergrunds Consortium (DUC).
Det siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, som ser meget positivt på regeringens udspil.
- Efter vores mening er det noget sludder og helt urimeligt, at der ikke er noget at komme efter i DUC. Så ville der være endnu flere penge at putte i sådan en fond. Så kunne vi yderligere fremskynde udbygningen af kollektiv trafik, siger Per Clausen.
Han påpeger, at statskassen kan score 10 milliarder kroner ekstra om året i en årrække ifølge vismændenes skøn. Enhedslisten har siden sin fødsel i 1991 foreslået at oprette en grøn fond med penge fra beskatning af Nordsøolien, siger han.
Per Clausen erkender, at DUC kan kræve kompensation for skrappere beskatning efter aftalen fra 2003 med VK-regeringen, der blev støttet af Dansk Folkeparti og De Radikale.
- Hvis der slet ikke var noget at komme efter, hvorfor indgik DUC så en aftale med staten om, at de ikke skulle have samme lettelser af selskabsskatten, som andre får? vil han vide
Per Clausen spår fredag i Information, at regeringen i efteråret får svært ved at få sin finanslov igennem med støtte fra Enhedslisten efter udspillet om besparelser på SU og kontanthjælpen.
- Der findes ingen tilgivelse for at tage penge fra kontanthjælpsmodtagere og studerende og give dem til de største selskaber i Danmark. Men vi arbejder hele tiden på at opnå gode og fornuftige resultater med regeringen, hvis det er muligt, siger Per Clausen.
/ritzau/