EL: Rød regering rammes af tomme valgløfter

Regeringen rammes ikke af Enhedslisten - men af tomme valgløfter, mener hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft.

Regeringen ligger, som den har redt, fordi Socialdemokraterne og SF har svigtet de løfter, de vandt valget på.

Sådan siger Mikael Hertoft, som er et af Enhedslistens 25 hovedbestyrelsesmedlemmer, som ifølge Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen er "leninister, marxister, trotskister og kommunister".

- Regeringen viser ingen vilje til at gennemføre det, de gik til valg på. Gik Socialdemokratiet ikke til valg på velfærd, ikke skattelettelser? siger Mikael Hertoft og fortsætter:

- Problemet er, at deres reformer (af skat og førtidspension, red.), gør det meget sværere. Det afspejler også en vilje fra de partier (Socialdemokraterne, SF og De Radikale), til at føre en politik, som er borgerlig, siger Mikael Hertoft.

Han afviser, at Enhedslisten hele tiden hæver prisen for et politisk forlig, og Danmark kan ifølge Henrik Sass Larsen ikke "hænge sammen med fantasilliarder".

- Det er objektivt forkert. Vores første ultimative krav var, at de skulle fjerne nedskæringer for arbejdsløse og folk på kontanthjælp. Men der lå stort set et skatteforlig klar. Så det er noget vrøvl, siger Mikael Hertoft.

Han erkender, at godt 1000 af Enhedslistens godt 9500 medlemmer har en fortid i det kommunistiske DKP, det trotskistiske SAP eller venstresocialistiske VS.

- Man skal spise lidt brød til. I dag har Enhedslisten godt 10.000 medlemmer. Af dem har måske 1000 en fortid i de gamle partier. Partierne spiller ingen rolle i Enhedslisten, men mange af de aktive i ledelsen har en fortid i disse strukturer, siger Mikael Hertoft.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.