Enhedslisten udlændinge- og integrationsordfører, Nikolaj Villumsen, er favorit til at blive partiets spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet i 2019.
Han vandt urafstemningen blandt partiets medlemmer med 1514 stemmer foran forsvarsordfører Eva Flyvholm, der fik 1200 stemmer.
Enhedslisten vælger først sin spidskandidat og partiliste ved årsmødet 27.-29. april i Korsgadehallen på Nørrebro i København.
- Nu er det vores årsmødes tur til at træffe den endelige beslutning, men jeg er utroligt glad for, at mange medlemmer har vist mig den tillid og anbefaler mig som Enhedslistens spidskandidat til vores første EU-parlamentsvalg nogensinde, siger Nikolaj Villumsen i en skriftlig kommentar.
Enhedslisten valgte ved årsmødet i 2016 for første gang at opstille til EU-Parlamentet. Nu repræsenterer partimedlemmet Rina Ronja Kari Folkebevægelsen mod EU i parlamentet.
Enhedslisten har i mange år drøftet, om partiet selv skulle opstille i stedet for at støtte Folkebevægelsen og den hedengangne Junibevægelse.
Nikolaj Villumsen har tidligere forklaret Ritzau, at "der er plads til både Folkebevægelsen og Enhedslisten i EU-Parlamentet".
Rina Ronja Kari genopstiller ved valget i 2019. Hun vil arbejde for en dansk folkeafstemning om udmeldelse af EU. Det står ikke øverst på Enhedslistens dagsorden, lyder det fra Nikolaj Villumsen.
- Vi er modstandere af EU. Og hvis vi havde 90 mandater, så vi gerne, at vi fra dansk side indledte en forhandling med EU om en genforhandling af Danmarks forhold til EU. Og så satte resultatet til folkeafstemning.
- Men det er ikke det, et EU-parlamentsvalg vil dreje sig om. Det, vi vil kæmpe for, er en solidarisk og bæredygtig politik, sagde han til Ritzau, da han i januar besluttede at kandidere.
Siden 2011 har Nikolaj Villumsen siddet i Folketinget for Enhedslisten. Han vikarierede for Pernille Skipper som politisk ordfører, da hun var på barsel.
/ritzau/