Det er planen, at det klassiske klippekort skal pensioneres i hovedstadsområdet om godt to uger. Men Enhedslisten opfordrer nu til, at kortet får lov at blive på rejsemarkedet. I hvert fald indtil, der er kommet styr på det omdiskuterede rejsekort.
Siden rejsekortets fødsel er kritikken haglet ned over det nye betalings- og rejsesystem. Politiken skriver lørdag, at der nu er nye problemer med rejsekortet. En teknisk fejl gør det umuligt for mange kunder at se deres rejsekonto.
Det er dråben for Enhedslisten, der ikke mener, at det rejsende Danmark er klar til at lægge klippekortet på hylden.
- Min mailboks er fyldt med eksempler på folk, der overhovedet ikke kan finde ud af eller gennemskue rejsekortet. Der er rigtig mange eksempler på, at det ikke fungerer, siger partiets transportordfører Henning Hyllested.
Og indtil der er styr på det nye system, så lyder Henning Hyllesteds forslag til transportminister Henrik Dam Kristensen (S), at udfasningen af klippekortet sættes i bero, og at udrulningen af rejsekortet i resten af landet stoppes midlertidigt.
- Vi risikerer jo faktisk at skræmme folk væk fra den kollektive trafik, siger Henning Hyllested.
Er det ikke naturligt med begynderfejl?
- Nej nej, nu kan vi ikke længere snakke om begynderfejl. Rejsekortet har været rigtig længe undervejs. Problemet er, at kortet skal kunne alt for meget fra starten af. Og det er på grund af Danmarks fuldstændigt kaotiske og atomiserede zonesystem, siger han.
Henning Hyllested vil nu prøve at samle Folketingets øvrige partier om et fælles initiativ til at få eksperter til at se rejsekortet efter sømme.
I forvejen har Venstre fået transportministeren til at indkalde til et "statusmøde" i august, ligesom ministeren har indbudt transportordførerne til møde i uge 25.
/ritzau/