Et umage par står klar til at hindre regeringens ønske om at nedlægge værnepligten.
Venstre får nemlig opbakning fra Enhedslisten til en bevarelse af den århundrede gamle ordning, som sender unge mænd i trøjen. Det skriver Avisen.dk.
Udmeldingen kommer efter Forsvarsministeriet netop har afleveret en længe ventet redegørelse med i alt otte modeller for værnepligtens fremtid.
- Værnepligten er en rigtig god model. Vi får meget ros for de soldater, der kommer ind til forsvaret ad den vej. De får lov at prøve det af i fire måneder, siger medlem og tidligere formand for Forsvarsudvalget, Hans Christian Thoning (V) til Avisen.dk.
- Jeg synes, vi har set masser af professionelle soldater rundt om i verden have nogle mærkelige holdninger til menneskerettigheder og til dem de slås imod, siger Christian Juhl, forsvarsordfører for Enhedslisten.
- Derfor tror jeg, det er lettere at sige, at dem, vi har brug for, skal have en værnepligt.
Ministeriet optegner fire modeller for, hvordan rekrutteringen til forsvarets mange opgaver kan sikres uden værnepligten.
Blandt modellerne findes et forslag, der erstatter værnepligten med en værneret. Noget Socialdemokraterne længe har argumenteret for. Men hverken Venstre eller Enhedslisten synes om idéen.
Socialdemokraterne og de øvrige regeringspartier vil af med værnepligten, fordi det kan give en besparelse på op imod en milliard kroner.
Penge som allerede er indregnet i den meget omtalte skattereform. Samtidig er man overbevist om, at forsvaret fortsat vil have let ved at skaffe nye folk, selv om værnepligten sløjfes.
- I dag har vi mere end rigeligt frivillige, der gerne vil ind, forsvarsordfører Bjarne Laustsen (S) til Avisen.dk.
/ritzau/