Job eller dagpengegaranti, lyder hovedkravet, som regeringspartierne må indstille sig på, hvis de vil have Enhedslisten til at sikre flertallet bag næste års finanslov.
- Skal jeg prioritere, er kravet, at ingen må miste deres dagpengeret. Det allervigtigste for os er, at folk enten får tilbudt et job eller også har ret til dagpenge, så de ikke mister deres forsørgelse, understreger finansordfører Frank Aaen.
Partiet har før sit sommergruppemøde fredag præsenteret en række krav til finansloven for 2013.
Et af flagskibene er en grøn jobplan til 10 milliarder kroner, der skal skaffe 20.600 arbejdspladser. Finansieringen skal komme fra landets pensionskasser, som pålægges at lægge én procent af formuen i en statslig Energiomstillingsfond.
6000-8000 servicejob skal oprettes i vuggestuer, børnehaver, skoler og plejehjem, og arbejdsgiverne skal finansiere en fleksjobfond. I kommunerne skal der oprettes 10.000 årlige vikariater, så fastansatte kan uddanne sig.
Enhedslisten har ikke opgivet kravet om, at selve dagpengeperioden skal forlænges fra nytår, så tusinder undgår at miste deres understøttelse, understreger Aaen.
Men i erkendelse af modstanden hos især De Radikale kræver Enhedslisten nu, at genoptjeningskravet til dagpenge halveres fra 52 uger til 26 uger.
- Jeg synes, der er sket en bevægelse i regeringen. Både SF og S har nærmet sig vores krav om, at der skal ske noget, og jeg tror også, der er en diskussion hos De Radikale, siger Frank Aaen.
Han henviser til, at det radikale bagland har beskyldt partileder Margrethe Vestager for kynisme i spørgsmålet.
Pensionspengene i den grønne jobplan skal gå til energirenovering af boliger og offentlige bygninger og til udvikling af fremtidens energiformer som bølgekraft, solceller og brint. Desuden vil Enhedslisten fremrykke investeringer i offentlig transport.
/ritzau/