Den yderste venstrefløj i Danmark er voldsomt begejstret for Stefan Löfvens (S) udmeldinger i Ugebrevet A4 i dag.
Her siger den svenske statsminister, at han vil hæve skatterne med 75 milliarder for at sikre ordentlig velfærd til folket. Samtidig vil han gøre op med tankegangen om, at man kan drive et samfund som en privat virksomhed.
LÆS OGSÅ: Velfærd til alle: Bank skatterne op med 75 milliarder
Og budskabet fra den anden side af Øresund går rent ind hos Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.
“Det er rart at se, at socialdemokrater kan komme med andre bud på samfundets udvikling end at videreføre de borgerliges økonomiske politik. Her kan de danske socialdemokrater lære noget,” siger Finn Sørensen i en pressemeddelelse.
Tag ved lære af svenskerne
Enhedslisten mener, at de danske socialdemokrater har lappet lidt på “de ulykker regeringen har lavet sammen med højrefløjen de seneste 2-3 år." Men partiet varmer op til det kommende folketingsvalg ved at påpege, at der skal mere til, hvis S vil bevare regeringsmagten.
“Det må vække til eftertanke hos de danske socialdemokrater, at deres svenske kolleger rent faktisk vandt valget på et opgør med den liberalistiske politik, som de borgerlige står for. Vi kan kun anbefale Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon at tage ved lære af deres svenske kolleger,” lyder det fra Finn Sørensen.
I et interview med Avisen.dk i dag kalder den socialdemokratiske folketingskandidat Peter Hummelgaard da også den svenske statsministers udmeldinger for "forfriskende" og siger, at de højtlønnede herhjemme bør betale mere til fælleskassen.
LÆS OGSÅ: S-profil: Rige skal punge ud til velfærden