Det er ekstremt problematisk, at børn mistrives i folkeskolen, og at undervisningsminister Christine Antorini (S) vender det blinde øje til de store problemer, som inklusion giver i folkeskolen.
Det siger Enhedslistens uddannelsesordfører Rosa Lund efter at 21 Søndag i aftes viste et eksempel på, hvor skidt det står til med inklusionen i en folkeskole i Vordingborg.
- Det er ekstremt problematisk, at der er børn, der ikke trives i folkeskolen, især når årsagen til børnenes mistrivsel er de rammer, som et flertal i folketinget har vedtaget. I Enhedslisten stemte vi imod aftalen om inklusion, fordi aftalen er en spareøvelse, der tager børnene som gidsler, og så kan skolerne jo ikke give alle børn en god skolegang, siger hun i en pressemeddelelse.
Regeringen, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indgik for snart to år siden en aftale om inklusion i folkeskolen, der medførte, at flere børn fra specialundervisningsområdet fremover skulle inkluderes i de almindelige folkeskoler.
Rosa Lund mener, at undervisningsminister Christine Antorini (S) vender det blinde øje til, når det gælder problemer med inklusion.
- Det er regeringen, der stiller de her krav til skolerne, så må regeringen også tage ansvar for, at det kan lade sig gøre, siger Rosa Lund, der vil have ministeren til at forpligte kommunerne på at bruge de frigivne penge fra specialundervisningsområdet på normalområdet.
- Og så bør partierne bag aftalen tage ansvar for at gøre inklusionen mulig - ved at finde ressourcer til to-lærerordninger, støttelærere og tilstrækkelig med efteruddannelse af lærerne, siger hun.
Newspaq