Enhedslisten afskaffer kongehuset i sit nye principprogram.
Det vedtog partiets landsmøde lørdag med snævert flertal - 155 stemmer mod 151. Samtidig vil partiet trække Danmark ud af EU og Nato.
Desuden skal socialismen indføres med stemmesedlen, og privat ejendomsret til produktionsmidler som virksomheder og landbrugsjord skal erstattes af kollektive ejerformer.
Landsmødet vedtog principprogrammet med stående ovationer. Det afløser programmet fra 2003, som er blevet kritiseret for at lægge op til at erstatte politi og hær med "folkemagtsorganer" og bekæmpede privat ejendomsret.
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forklarede fredag i sin tale til partiets 25. landsmøde i Øksnehallen i København, hvorfor partiet behøver et nyt principprogram.
- Enkelte afsnit i det gamle program har skabt tvivl om vores demokratiske grundholdninger. Og lige præcis det - vores demokratiske grundlag - må der aldrig herske tvivl om, sagde Johanne Schmidt-Nielsen.
Landsmødet afviste at udskyde programmet i et år, som nogle medlemmer har krævet for at få mere tid til at debattere de nye politiske mål for Enhedslisten. Derefter stemte de 345 delegerede om 110 ændringsforslag.
Partitoppen vandt de fleste afstemninger, mens hovedbestyrelsens kritikere Helge Bo Jensen, Mikael Hertoft og Jeanete Toxværd, der stod bag en stribe skærpelse af programmet, tit blev nedstemt.
Vejen mod programmet har været kringlet, hvor hovedbestyrelsen har indskrevet 50 ændringsforslag i sit forslag.
Programmet beskriver de grundlæggende principper for et socialistisk samfund, analyserer dagens kapitalistiske samfund og beskriver Enhedslistens kamp for samfundsforandringer.
Hovedbestyrelsens forslag blev næsten enstemmigt vedtaget mod kun et fåtal stemmer til det alternative program "Det enkle", som er skrevet af partimedlemmerne Jakob Nerup, Jan Hoby og Susanne Flydtkjær.
/ritzau/