Falck er stadig på overarbejde, og DSB har endnu ikke fået togtrafikken op og stå, efter et ekstremt skybrud ramte Sønderjylland natten til tirsdag.
På blot halvanden time faldt der på de værste steder omkring 150 millimeter regn. Det er næsten dobbelt så meget, som der falder i hele august måned i Syd- og Sønderjylland.
»Det er måske en gang om året, at der kommer mere end 100 millimeter på et døgn, men det her er så voldsomt ekstremt, fordi det hele faldt på halvanden time,« siger meterolog ved DMI, Kim Sarup.
Togstrækning lukket
Det var området omkring Gråsten, Broager og Sønderborg, der blev hårdets ramt, og det kunne mærkes på trafikken.
På togstrækningen imellem Tinglev og Sønderborg skred jorden væk under skinnerne, så cirka tyve meter skinner hang frit svævende i luften.
Sidst på eftermiddagen tirsdag kunne Banedanmark ikke sige, hvornår banen kan åbnes igen, fordi der stadig var for meget vand. Men der kommer mindst til at gå to dage lød meldingen.
Samtidig arbejdede Falck på højtryk for at tømme kældre for vand. Et sted imellem 110 og 120 gange måtte Falck rykke ud, og medarbejderne var tirsdag eftermiddag indstillet på at tage natten til hjælp for at komme vandmasserne til livs.
Veje skyllede væk
Samtidig blev flere veje oversvømmet. Værst så det ud med hovedvejen ved Adsbøl, der simpelthen skyllede væk, men også flere veje ved Gråsten Slotssø blev oversvømmet, da søen gik over sine breder. Sidst på eftermiddagen tirsdag var vejene stadig lukkede og Falck turde ikke komme med noget bud på, hvornår vandet vil forsvinde derfra.
»I forhold til vejene er det svært at sige. Der må man lade naturen gå sin gang. Vi regner med at være i bund med opgaverne i løbet i morgen. Så længe der er noget at lave, fortsætter vi, også natten over,« siger kommunikationsmedarbejder ved Falck Rikke Straarup.