Da politiet mandag aften i anden politimæssig henseende stoppede en bil i København, fandt de en udmagret en fransk bulldog.
Dyreværnets dyrlæge, Josefine Bruhn-Andersen, vurderer hunden til at være omkring fire år. På vægten vejede den på 7,3 kilo. Normalvægten for en fransk bulldog er mellem 12 og 13 kilo.
Den udmagrede hund lyder navnet Frankie, og fik fjernet foreløbig fire tænder på grund af kraftig paradentose.
Frankie har desuden skader på begge øjne, og i værste tilfælde skal han have bortopereret det ene øje, oplyser Dyreværnet til Avisen.dk.
Sammen med Frankie blev der i bilen fundet en maurisk landskildpadde. Skildpadden havde meget lidt muskelmasse og var meget dehydreret.
Dyrene blev straks fragtet til Dyreværnet i Rødovre, hvor man med det samme gik i gang med at undersøge dem.
Skildpadden blev tilset af en dyrlæge specialiseret indenfor krybdyr, og er nu indlagt hos Dyreværnets krybdyrsspecialist Claus Thomsen.
Dyreværnets internats chef Maria Rønde Jakobsen oplyser, at der arbejdes på højtryk for at finde en kvalificeret plejefamilie til Frankie, så han kan komme sig og få lidt sul på kroppen inden det er forsvarligt at lægge ham i en længere narkose.
- Vi bliver nødt til, at lægge Frankie i narkose for at se, om vi kan redde hans øje, forklarer Maria Rønde Jakobsen.
Bilen blev ført af en kvinde og dyrene boede ganske simpelt i bilen - skildpadden blev fundet i en mindre æske. Frankie har en chip af udenlandsk oprindelse.
(Foto: Katja Lund Sohl/Dyreværnet)