Det bliver "måske ligefrem en god investering for mediestøtten i Danmark, at danske medieledere bliver en smule klogere".
Sådan siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen til Netavisen Pio.
Netavisen Pio skriver, at Poul Madsen skal på en efteruddannelse som koster 82.000 dollars, hvilket svarer til knap 520.000 kroner.
Kurset er et lederkursus der foregår henover syv uger på det amerikanske Harvard University i Boston.
På et spørgsmål om han mener, at det er fornuftigt at bruge godt en halv million kroner af den mediestøtte på 17,5 millioner kroner, som Ekstra Bladet har modtaget svarer Poul Madsen blandt andet:
- Jeg tror faktisk at mine medarbejdere vil opleve, at jeg får et udsyn, og mulighed for at flytte Ekstra Bladet videre til et højere niveau. Tænk, hvis nu jeg gik hen og blev klogere - jeg ved det er svært at forestille sig - så kunne jeg måske gøre noget, som vi måske faktisk mangler i Danmark, siger Poul Madsen, og tænker at kurset måske kan "blive både til gavn for Ekstra Bladet og hele medieudviklingen i Danmark".
At Poul Madsen kommer hjem fra Boston med et nyt udsyn, er håbet hos journalisternes tillidsmand på Ekstra Bladet, Anders Stoffer. Han siger til Netavisen Pio, at "man kan sige, at mange virksomheder har brug for bedre ledelse":
- Jeg håber da, at Poul Madsen derfor kommer hjem med idéer og andet, som kan udvikle Ekstra Bladet - og den måde, vi gør tingene på. Jeg synes det er mange penge - i forhold til hvad medarbejderne får lov til.
Poul Madsen skulle have været afsted i disse dage, men fik kort inden afrejsen et ildebefindende og blev indlagt. Kurset er derfor udskudt til efteråret 2019.
Koncernchef hos JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, bakker op om Poul Madsens Harvard-kursus. I en mail til Netavisen Pio skriver han:
"I JP/Politikens Hus er vi ekstremt optaget af at udvikle og efteruddanne vore medarbejdere. Det gælder alle medarbejdergrupper."
Han tilføjer, at han selv har deltaget i kurser på Columbia og London School of Economics, og at "kurser af den kvalitet er sjældent billige".