Den danske eksport har haft det svært i tredje kvartal, der samlet set bød på en sæsonkorrigeret nedgang på 1,2 procent sammenlignet med andet kvartal.
Det viser eksporttallene fra Danmarks Statistik, der inkluderer september måned.
De viser, at eksporten steg 1,7 procent i september, men stigningen sker efter en meget svag august måned, der bød på et fald på 3,5 procent.
- Konklusionen må fortsat være, at eksporten ikke ligefrem sprudler, lyder analysen fra Jyske Banks cheføkonom, Niels Rønholt.
Cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv hæfter sig ved, at eksporten til Storbritannien steg med 10,6 procent, men det sker også på baggrund af et dramatisk fald i august.
Og ser man på tredje kvartal over et, er eksporten til England faldet med 11,3 procent.
- Faldet i eksporten til England skal ses i lyset af, at englændernes beslutning om at melde sig ud af EU har fået pundet til at falde voldsomt i værdi, siger han i en kommentar.
Endelig har Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, hæftet sig ved, at eksporten til USA steg 4,2 procent.
- Det er klart USA, der har stået for den største eksportfremgang i år, og dermed givet et vigtigt bidrag til det opsving, vi har haft i økonomien.
- Det er ingen god nyhed, at Trumps valgsejr har udløst en svækkelse af dollaren, for det stiller danske virksomheder dårligere i konkurrencen.
- Men vores forventning er, at den amerikanske økonomi hurtigt kommer tilbage på sporet og fortsætter med at trække Danmark med op, siger han i en kommentar.
/ritzau/