Flere beboere i den sjællandske by Karlslunde blev i nat vækket af et højt brag, og i morges blev politiet så tilkaldt.
– Vi har fået en anmeldelse om, at der er sket en sprængning af en facade. Vores vurdering er, at det er sket med kraftigt fyrværkeri, fortæller Thomas Kristensen, der er kommunikationschef ved Midt- og Vestsjællands Politi til Presse-fotos.dk.
Bygningen, hvor sprængningen sket, huser til daglig et pizzeria. På billeder fra stedet kan man se store skader på bygningen. Flere ruder er smadrede og markiserne hænger i laser.
Der skete ingen personskade ved sprængningen, som nu efterforskes af politiet. Der er endnu ingen anholdte i sagen.