En bilbombe eksploderede tirsdag i det centrale Damaskus, hovedstaden i Syrien.
Det fortæller statslig tv til nyhedsbureauet AFP.
- En terroreksplosion i Marjaneh-distriktet i Damaskus har fundet sted. Der er foreløbige informationer om flere skader, siger det statslig fjernsyn al-Ikhbaryiya til nyhedsbureauet.
Der er forlydender om mindst fem dræbte.
Ifølge flere statslige medier i Syrien skete eksplosionen i nærheden af landets indenrigsministerium.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder siger, at bomben detonerede ved indenrigsministeriets bagdør.
Eksplosionen sker dagen efter, at Syriens premierminister, Wael al-Halqi, overlevede et bombeangreb målrettet hans konvoj i Damaskus.
Eksplosionen dræbte premierministerens livvagt og fem andre mennesker.
Den sidste store angreb i Damaskus var den 9. april, hvor en kraftig eksplosion dræbte mindst 15 mennesker i centrum af hovedstaden.
Nogle af de grupper, der kæmper med oppositionen til præsident Bashar al- Assads regime har i stigende grad tyet til brug af bil- og selvmordsbomber med henblik på at ramme højtstående personer fra regeringen.
I juli 2012 blev Syriens forsvarsminister og viceforsvarsminister dræbt i et selvmordsbombeangreb, der også efterlod landets indenrigsminister alvorligt såret.
/ritzau/AFP