Bomber og eksplosioner er oftest noget, man forbinder med nabolandet Irak, men torsdag eksploderede en bombe i en moske i Iran.
19 mennesker er indtil videre døde og mindst 60 andre er såret efter eksplosionen, der også ødelagde det meste af Amir al-Mohini-moskéen. Det skriver BBC.
Bomben sprang i byen Zahedan, der ligger tæt ved en grænsen til Pakistan, og kommer bare to uger inden første runde af Irans præsidentvalg.
"Banditter og terrorister prøver at skabe uro i provinsen før valget," siger Mohammad Azad, leder i provinsen Sistan-Baluchestan, hvor Zahedan er hovedstad.
Ifølge vidner var det et selvmordsangreb på moskéen, og kort tid efter blev en anden bombe desarmeret, men forlydender er endnu ikke blevet bekræftet.
For to år siden blev 11 mennesker dræbt, da en bombe ligeledes eksploderede i Zahedan.
Torsdag var en muslimsk helligdag, der markerede dødsdagen for Fatima, profeten Muhammeds datter.