Forskellen mellem at være i job og på folkepension vil for en enlig LO-arbejder være ca. 3.600 kr. om måneden efter skat. Det svarer til, at den månedlige indkomst falder med 18 pct., viser nye beregninger fra Dansk Arbejdsgiverforening.
At forskellen mellem job og pension ikke er større, skyldes bl.a, at pensionister i lejebolig ud over folkepensionen kan få boligstøtte og bruge af deres egen pensionsopsparing.
Spørgsmålet er centralt, fordi Socialdemokratiet har fremlagt en pensionsplan, der kritiseres for, at den også vil sende raske seniorer på tidlig pension, hvis de har været over 40 år på arbejdsmarkedet. Partiet har imidlertid afvist, at det skulle blive et stort problem, skriver Jyllands-Posten.
- Når vi ved, at en tidlig folkepension vil give en mindre månedlig ydelse, er vi ikke så nervøse for, at det vil vælte ud af arbejdsmarkedet med raske og rørige seniorer, forklarede Mattias Tesfaye (S) for nylig.
Men det er »verdens dårligste argument«, lyder det fra Jens Hauch, cheføkonom i tænketanken Kraka, der vurderer, at DA’s beregninger er »gennemført efter gældende standarder«. Jens Hauch fremhæver erfaringerne fra efterlønnen.
Jyllands-Posten