Der var lutter kønne ord fra blå bloks partiledere, da Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard onsdag gav faklen videre til Kristian Thulesen Dahl.
Men Thulesen Dahl skal ikke regne med, at det betyder, at han bliver inviteret indenfor, trods en opfordring om at samle blå blok med fælles skatteløfter og kontraktpolitik.
Det vurderer politiske iagttagere Hans Engell og Henrik Qvortrup.
- Partierne i blå blok har alle behov for at markere sig, og de har ikke behov for at udarbejde et oplæg til et valg, der måske kommer om tre år. Han skal regne med at få en høflig, men kold skulder, siger Hans Engell.
- Kristian Thulesen Dahl vil blive budt velkommen. Men opfordringen er måske ikke lige det, en stadig mere midtsøgende Lars Løkke Rasmussen har brug at høre. Invitationen har karakter af en invitation, man helst var foruden, siger Henrik Qvortrup.
Kristian Thulesen Dahl opfordrer Lars Løkke til at agere lidt mere "Foghsk".
- Der er brug for klare løfter, der kan gennemføres, siger han til Jyllands-Posten.
- Løfter, der er så gennemtænkte, at der også er mulighed for at få dem gennemført efter et valg. Kun sådan kan vi nedbryde mistilliden mellem befolkningen og politikerne, siger han.
Men ifølge Henrik Qvortrup er det et andet borgerligt landskab i dag end under Fogh-æraen og andre borgerlige vælgere.
- Lars Løkke har ikke behov for at få mejslet i granit, at han indgår i en koalition og regeringskoalition med Dansk Folkeparti. Han har snarere behov for at lægge lidt luft til partiet i takt med, at flere og flere midtervælgere bevæger sig over til Venstre, siger han.
Det er specielt værdipolitikken Dansk Folkeparti og Venstre har til fælles, men også der er der en grænse for, hvor langt Venstre kan følge, vurderer Henrik Qvortrup.
/ritzau/