Normalt går der ikke meget mere end en uge, før demonstrationer - som dem, vi tirsdag så i otte af landets større byer - går i glemmebogen. Og stort set aldrig fører til noget.
Men denne gang er det anderledes; de offentligt ansattes krav om højere løn og flere kolleger vækker sympati i store dele af befolkningen, og så er det en fordel, at protesterne kommer på et tidspunkt, hvor et folketingsvalg lurer lige om hjørnet. Det mener flere forskere.
- Demonstranterne har tidspunktet med sig. Valgkampen er allerede i gang, og derfor er de politiske partier mere lydhøre end ellers. Stort set alle partier ønsker at vise, at de er de bedste til at indfri kravene om mere velfærd, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
DF øger pres
Også professor i statskundskab ved Copenhagen Business School (CBS) Ove Kaj Pedersen fremhæver, at de protesterende har langt bedre chancer for at blive hørt denne gang end normalt. Ikke mindst fordi, de har regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, på deres side.
- Med DF s løfter om fem milliarder ekstra i løn til offentligt ansatte er der lagt maksimalt pres på regeringen for at give efter, siger han.
Kan føre til valg
Hvis regeringen ignorerer demonstranternes krav, er konsekvenserne fatale, mener Torben Jensen, der koordinerer demonstrationerne for Fagforbundet LO.
- Hvis ikke regeringen lytter til os og gør noget nu, er konsekvensen, at vi ikke kan få passet vores ældre og passet vores børn i daginstitutionerne. De er nødt til at høre på os: Vi vil hellere have mere velfærd end skattelettelser, siger han.
Og hvis de offentligt ansatte fortsætter deres protester i samme omfang i den kommende tid, kan de rent faktisk ende med at få statsministeren til at udskrive et hurtigt folketingsvalg, vurderer Ove Kaj Pedersen fra CBS:
- Der er ingen tvivl om, at regeringen nøje holder øje med hvor mange og hvem, der går på gaden. Er der rigtig mange, kan det føre til et hurtigt valg, fordi regeringen for alt i verden vil undgå at gå til valg med igangværende konflikter, siger han.