Cirkusdyr skal have det bedre. Og det ender muligvis med at blive fuldstændig forbudt at fremvise vilde dyr som elefanter og søløver, så tilskuerne må nøjes med dyr som katte og hunde. Det skriver Politiken.dk.
Justitsminister Lene Espersen (K) har sat en arbejdsgruppe til at gennemgå, hvordan dyrene behandles i cirkus i Danmark og komme med forslag til nye regler.
»Alle dyrearter skal have et højt velfærdsmæssigt niveau. Det gælder ikke mindst cirkusdyr, der holdes og fremvises under forhold, der på en række punkter adskiller sig markant fra andre former for dyrehold«, siger Lene Espersen.
Ifølge dyreværnslovens paragraf 17, stk. 2 er det forbudt at fremvise vilde dyr i cirkus. Når det alligevel sker, er det fordi, justitsministeren kan give dispensation.
Allerede i 2003 anbefalde Rådet vedrørende hold af særlige dyr, at det skal være slut med at give dispensation. Dengang blev rådets udtalelse sendt i høring.
Nogle af de høringsberettigede er enige i, at der skal være et totalforbud, mens andre fortsat går ind for at fremvise dyr, hvis bare nogle minimumregler for opstaldning med mere er overholdt.
I nogle af høringssvarene peges der på, at det er tiltrængt med en nærmere undersøgelse, og det er den, Lene Espersen nu har sat i gang.
Arbejdsgruppen, der har professor, dr.phil. Peter Sandøe, Landbohøjskolen, som formand, skal se på, hvordan dyrene behandles i stalden i cirkus, under transport og under forestillingerne og komme med forslag til nye regler.
Med i arbejdsgruppen er bl.a. Dyrenes Beskyttelse, cirkusdirektørforeningen og Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark.