Det er ideologisk armlægning mellem republikanere og demokrater, der mandag finder sted i den amerikanske kongres, hvor deadline for enighed om en midlertidig finanslov nærmer sig hastigt.
Michael Ehrenreich, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, fortæller, at kernen i konflikten er demokraternes sundhedsreform, Obamacare, som strider imod den liberalistiske tanke, som republikanerne dyrker.
- Den amerikanske debat kredser om forholdet mellem stat og individ. Og sundhedsreformen flytter magten væk fra individet og mod staten. Og det vil republikanerne af ideologiske årsager ikke være med til.
- Det er også derfor, at de kalder Obama for ting som "bannerfører for verdenssocialismen". Fordi han vil flytte på den meget følsomme balance, siger Michael Ehrenreich, der tvivler på, at parterne når at mødes inden deadline.
Opnår kongressen ikke enighed inden midnat lokal tid, vil den amerikanske stat ikke længere have lov at bruge penge, og landets offentlige sektor vil delvist gå i stå tirsdag morgen.
I løbet af mandag aften har det demokratisk-dominerede Senat nedstemt to budgetforslag fra Repræsentanternes Hus, der primært består af republikanere.
Michael Ehrenreich kalder mandagens pokerspil for en "prolog" til den endnu mere alvorlige deadline, amerikanerne møder den 17. oktober. Her rammer landets gæld nemlig det loft, der fastsat ved lov.
Findes der ikke en fælles løsning om hævelse af gældsloftet, så vil USA miste muligheden for at optage nye lån, og det kan få dystre konsekvenser for hele verdensøkonomien.
- Risikoen for, at den deadline overskrides er meget stor, fordi det ideologiske sammenstød er mindst lige så skarpt om 14 dage, som det er nu, fastslår Michael Ehrenreich.
Så amerikanerne er villige til at gamble med verdensøkonomien på grund af ideologiske uenigheder?
- Sat på spidsen, ja. Der kan ske meget på to uger, men som det ser ud nu, så er svaret ja.
/ritzau/