Topmødet mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er alt, hvad Nordkorea kunne ønske sig.
Det vurderer Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
- Hvis jeg var Nordkorea, ville jeg være meget glad lige nu. Der er blevet givet det håndtryk og taget det billede, som Nordkorea har ønsket sig i lang tid. Ligesom at det amerikanske og nordkoreanske flag har været stillet op side om side, som om der var tale om to ligeværdige lande, siger han.
Dermed fremstår Nordkorea som et vigtigt og legitimt land ifølge professoren.
Hvorvidt det er et udenrigspolitisk godt træk fra amerikansk side, er Mikkel Vedby Rasmussen derimod knap så sikker på.
- Den kølige analyse er, at USA ikke bør være nær så tilfreds. Trump har givet det væk, som Nordkorea allerhelst ville have ved at mødes med Kim Jong-un, siger han.
Mikkel Vedby Rasmussen vurderer, at selv om topmødet ikke nødvendigvis er i den amerikanske regerings interesse, så kan Trump personligt få noget ud af det.
- Trump kan meget vel få noget ud af mødet. Han viser, at han er lykkedes med at mødes med en markant fjende. Han kan sige, at han var manden, der rejste ud i verden for fred. Uanset, hvad resultatet af mødet bliver, siger han.
Der er overordnet mere symbolik på spil, end der er væsentlige resultater i udsigt, vurderer professoren.
For selv om der muligvis både har været en atomnedrustning og en afslutning på koreakrigen på dagsordenen, så står de diplomatiske midler, der tages i brug ved topmødet, ikke mål med omfanget af problemerne.
- Det er det helt store diplomatiske teater, der er i gang her. For er der én ting, som Trump og Kim Jong-un har til fælles, så er det, at de er topprofessionelle skuespillere på den internationale scene, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
- Uanset hvad der kommer ud af mødet, skal man være opmærksom på at skelne mellem store armbevægelser og reelt indhold. Hvis vi er rigtig, heldige kan mødet i bedste fald blive det første skridt i en langvarig diplomatisk forhandling.
/ritzau/