Både nuværende og kommende sponsorer i håndboldklubben AG København skal tænke sig grundigt om, før de poster penge i den økonomisk trængte klub.
Det mener ekspert i sportssponsorater Thomas Badura fra rådgivningsfirmaet Sponsorpeople.
- Man skal virkelig overveje, om det er det rigtige sted at placere pengene, siger Thomas Badura.
- AG København er en forholdsvis usikker marketingplatform, fordi man ikke ved, hvad fremtiden vil bringe, fortsætter han.
Thomas Badura peger på, at særligt de helt store sponsorater vil blive en udfordring for københavnerne, som med Jesper Nielsens exit risikerer at komme i alvorlig pengemangel.
- Skal man have en aftale med AG København, skal man være meget bevidst om, hvad man gerne vil have ud af det, vurderer Thomas Badura.
Men AG København er stadig et stærkt brand, mener han.
- Sportsligt har AG København stadig et stærkt brand, for der er nogle dygtige spillere, og man har leveret gode resultater.
- Udfordringen er, at Jesper Nielsen på mange måder tegner AGK, og når der er ridser i lakken på den front, kan man ikke undgå, at det går ud over AGK som brand, siger Thomas Badura.
/ritzau/