Der er intet videnskabeligt belæg for at sige, at tegnet børneporno skulle være skadeligt, lyder den officielle konklusion nu fra Sexologisk Klinik i en redegørelse, som daværende Justistminister Lars Barfod (K) bestilte i forbindelse med Socialdemokraterne fremlagde et lovforslag i april 2010.
Det skriver Information.
- Vi har måttet konstatere, at der efter vores bedste vidende ikke foreligger dokumentation for, at forbrug af fiktive billeder af seksuelle overgreb på børn alene kan lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn, som konklusionen lyder i Sexologisk Kliniks skrivelse til Justitsministeriet.
Tilbage i april 2010 fremsatte Socialdemokraterne et forslag om at forbyde den såkaldt fiktive børneporno - tegninger og animationer af børn i seksuelt krænkende situationer.
- Folk, der har pædofile tilbøjeligheder, bliver lokket ind i det her billedunivers, og efterhånden er det ikke længere tilfredsstillende nok at se på de her billeder. De får lyst til selv at gå i gang, sagde daværende retsordfører, nuværende socialminister Karen Hækkerup (S).
Overlæge og leder af Danmarks sexologiske klinik på Rigshospitalet, Ellids Kristensen, der har stået i spidsen for redegørelsen, mener, at det i lyset af undersøgelsens konklusion ville være yderst uhensigtsmæssigt at forbyde de børnepornografiske tegninger.
- Man skal passe på, at angsten for overgreb på børn ikke kommer til at gøre samfundet så restriktivt, at det går ud over en hel masse mennesker, som slet ikke er i fare for at forgribe sig på børn. Man bør efter min personlige mening virkelig vægte den kunstneriske frihed højere - for der er ganske enkelt ikke noget bevis for, de her tegninger skulle være skadelige, siger Ellids Kristensen.
Forslaget om et forbud kom i kølvandet på en artikel i Information, der beskrev, hvordan de børnepornografiske tegninger var ulovlige i både Norge og Sverige, og to uger efter fremlagde Socialdemokraterne deres lovforslag, som vakte stor debat.
På den ene side var tilhængerne af lovforslaget, der mente, at tegningerne var moralsk forkerte, og at de risikerede at opildne potentielle krænkere til at begå overgreb mod børn.