Hverken Italien eller Spanien vil få noget ud af at klage til den internationale sportsdomstol CAS over det danske OL-guld i 49'eren.
- Jeg føler mig endnu mere sikker på, at de ikke får noget ud af det, siger sportsjuristen Lars Halgreen, efter han har læst den afgørelse, der sikrede dansk guld til 49'eren.
Lars Halgreen er selv voldgiftsdommer for CAS. Spanien og Italien har klaget til CAS over, at danskerne brugte den kroatiske båd, da masten i deres egen båd knækkede.
Mandag afgjorde en jury efter flere protester, at Danmark kan beholde guldmedaljen. Men tirsdag klagede Spanien til CAS og onsdag var det Italiens tur.
- Afgørelsen siger jo, at at danskerne ikke fik nogen "competetive advantage" som det hedder af at sejle i den kroatiske båd. Danskerne har ansøgt om at skifte båd og 15 minutter inden start har man givet tilladelse til at skifte båd, så alle regler er overholdt, siger han til avisen.dk.
Der har tidligere været snak om, at domstolen ikke kan ændre sportslige resultater. Det er som sådan også rigtigt, men domstolen har magten til at tage guldmedaljerne fra danskerne.
Lars Halgreen forklarer:
- Domstolen går ikke ind og ændrer på et sportsligt skøn. Var bolden inde? Var den ikke? Var der overtrådt? Det lader de være op til dommeren. For ellers hører alting jo op.
Men italiernerne og spanierne har alligevel et halmstrå, de kan klynge sig til:
- Der har tidligere været underkendelse af medaljer. Det er ikke et sportsligt skøn. De kan udelukkende underkende forkert anvendelse af regel. Det var ikke det der skete på vandet men om juryen har fortolket regler korrekt.
Og derfor er juristen relativt sikker på danskernes vinderchance:
- Lad os sige for eksemplets skyld, at det står i reglerne, at det var helt afgørende, at de har et kendingsmærke. Hvis nu juryen har overset den del af reglerne, så kan CAS gå ind og se på det. Men det er ikke det, der formodentlig er tilfældet.