Kan de danske Jens'er bruges til at træne det afghanske politi? Politiker og ekspert står på hver deres side.
På Christiansborg fremlægger partierne bag krigen i Afghanistan i dag en ny plan, hvor de håber at kunne trække soldater hjem allerede næste år. Grunden er, at den afghanske hær forhåbentlig er kommet på fode, og at de danske soldater ikke kan bruges til træning af politiet.
"Vores soldaters spidskompetence er hverken at være eller uddanne politi. Så jeg tror, man er nødt til at fastholde, at vi er ude i en militær rolle, og den satser vi på at overdrage til afghanerne selv hurtigst muligt," siger Mogens Lykketoft (S) til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men at uddanne afghansk politi er lige netop det, vores danske Jens'er kan. Forsvarsakademiets afghanistanekspert Peter Dahl Thruelsen mener, at politibetjente i Afghanistan netop har brug for træning af soldater i stedet for almindelige betjente.
"Når man er politibetjent i oprørsbekæmpelse, så vil det ikke være traditionelle politiopgaver, der præger arbejdet. Det vil i stedet være kamp mod oprøre, og det kan en normal politibetjent ikke hjælpe med. Der skal soldater til og den træning, som de har," siger han til Newspaq.
De danske soldater i Helmand laver allerede polititræning i dag. De er ude på politicheckpoints og hjælper det lokale politi i det som de kalder for overlevelsestræning. En træning, som afghanistaneksperten mener, er noget af det vigtigste, hvis landet skal på ret køl.
"Vi gør det allerede, og det er noget, som vi sagtens kan gøre mere af, fordi politiet er den primære forbindelse mellem regeringen og befolkningen, og hvis de ikke virker, så er der ikke ret meget andet der gør."
Politikerne håber på at trække soldater hjem til næste år, men Peter Dahl Thruelsen vurdere, at der går to til tre år, før politiet ikke længere behøver en hjælpende hånd. Han foreslår derfor, at Danmark omlægger soldater fra den afghanske hær til politiet, i takt med, at hæren får styr på sagerne.
"Det vil altid være et politisk valg, om vi skal trække soldater ud. Men erfaringsmæssigt inden for oprørsbekæmpelse, så bør man omlægge, mere end man bør trække sig ud," siger han.