Storaktionær Karsten Ree smed i efteråret 500 millioner i Amagerbankens sparegris. I dag sagde han så, at han ikke vil give hjertemassage for de 750 millioner mere, som Finanstilsynet siger, banken har brug for for at få statsgaranti på 13,5 milliarder kroner.
Men da aktiekursen så faldt i dag, udtalte Karsten Ree, at han måske alligevel vil trække penge op ad lommen. Og så steg aktierne igen.
"Det er højt spil, som formentlig har til hensigt at få afsat bestyrelsen og give Karsten Ree mere magt."
Det mener Kim Valentin, der rådgiver bankkunder i Finanshuset i Fredensborg. Han opfordrer derfor både erhvervs- og privatkunder til at komme ud af Amagerbanken hurtigst muligt.
"Tager man forbrugervinklen, er det helt ude i hampen at spille det spil med alle de kunder, banken har." siger Kim Valentin.
Han tror på, at Karsten Ree ved ikke at melde ud om pengestop bevidst forsøger at påvirke markedet for miskreditere bestyrelsen. For vælter bestyrelsen, kan Ree rejse sig i støvet som redningsmand med magten i Amagerbanken.
"Jeg tror ikke på, der er nogen, der smider en halv milliard kroner uden at ville bakke det op igen senere," siger Kim Valentin.
Konsekvensen af kan blive, at ingen ny investor giver banken kapital. Og så overtages kunderne af Finansiel Stabilitet, et banksektor-samarbejde der kollektivt redder væltede banker. Og det vil betyde meget højere renter til kunder som har lån, da Finansiel Stabilitet ikke må konkurrere med de øvrige banker.
"Dem, som er i tvivl om, om de kan komme videre til en anden bank bagefter med deres lån, bør måske finde en anden bank nu, mens tid er," råder Kim Valentin.