Ekspert: Sag om spirituskørsel kan gavne Pape

Foto: Henning Bagger / Scanpix

Det kan gavne justitsminister Søren Pape Poulsen, at han valgte at være åben om sin samlevers spirituskørsel.

Sådan lyder vurderingen fra Lars Norup, der er chefredaktør ved Viborg Stifts Folkeblad.

- Jeg tror ikke, den her sag kommer til at skade Søren Pape på lang sigt. Jeg tror nærmest, at det kan komme til at gavne ham, siger Lars Norup til TV MIDTVEST.

Fredag formiddag skrev Søren Pape Poulsen på Facebook, at at hans samlever kørte spirituskørsel.

- Min samlever har i nat kørt spirituskørsel (målt til 1,25 promille). Der skal ikke herske tvivl om, at det er en meget alvorlig sag, som jeg er inderligt ked af, skrev den konservative minister på det sociale medie.

Selv var Pape i København, da samleveren Josue Medina Vasquez kørte bil med for meget spiritus i blodet. 

- Spirituskørsel kan ikke forsvares og kan have meget store konsekvenser. Nu må min samlever tage sin straf ligesom alle andre. Min holdning til lov og orden er den samme i dag som i går, skrev Søren Pape Poulsen på Facebook.

Den lokale avisredaktør roser ministeren for at stå ved sine værdier:

- Søren Pape har taklet det super professionelt. Det, at han er ærlig og viser, at han er et menneske og står ved sine værdier. Jeg tror, han får en masse sympati for det, siger Lars Norup til TV MIDTVEST.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.