Da domstolen fredag lod hammeren falde over kvinderne fra den russiske punkgruppe Pussy Riot var det på direkte ordrer fra præsident Putin.
Det mener tidligere DR-korrespondent i Moskva, Jan Jakob Floryan.
- Dommen er blot ordrer fra Putin, som domstolen effektuerer. Den siger det, som vi altid har vidst. Han er en ussel og lille kgb-oberst uden respekt for menneskerettigheder eller for borgernes værdighed, siger han.
Gruppemedlemmerne blev idømt to års fængsel for at have afbrudt gudstjenesten i en kirke i Moskva, så de kunne bede en såkaldt punkbøn mod Putin.
Kvindernes egen erklæring fortæller, at de lavede aktionen som protest mod den støtte, som Putin får af patriarken fra den russisk-ortodokse kirke. Og det er ifølge Jan Jakob Floryan netop derfor, at man har kunnet køre sagen.
- Hvis det havde været Putin og politisk, havde man ikke så nemt kunnet forfølge det. Nu er det den ortodokse kirke, som er en del af den russiske statsmagt, der er blevet kørt i front. Den er fornærmet over gudsbespottelsen, og det er straffen for, siger han.
Han understreger, at advokaterne under retssagen også talte på forurettede kristnes vegne.
- Et af argumenterne var, at disse tre unge kvinder er feminister. Og advokaten sagde, at vi alle ved, at feminister er satans yngel, fortæller Jan Jakob Floryan.
- Et andet var, at der er en bestemmelse i den russisk-ortodokse kirke fra 700-tallet, som forbyder kvinder at opholde sig i den del af kirken, hvor alteret står. Og det var fremført i fuld alvor, at den bestemmelse havde de overtrådt.
Selvom anklageren havde krævet tre års fængsel til pigerne, endte de med to års fængsel. Og det kommer ikke som en overraskelse for Jan Jakob Floryan.
- Putin har ry for at være den stærke mand, der fører Rusland frem internt med velstand og fremgang, mens han eksternt viser, at Rusland er en stormagt, der ikke vil danse efter vestens pibe, siger Floryan,
Han havde forventet, at de tre kvinder blev kendt skyldige.
- Putin frygter ikke CIA-agenter eller intern politisk opposition, som han frygter at blive latterliggjort. De har turde gøre noget, som diktatorer frygter allermest - at blive latterliggjort, siger han.
/ritzau/