Kommende folkepensionister og efterlønnere kan trække vejret roligt. Men kun indtil næste folketingsvalg.
Regeringen er nemlig bundet op på en gammel aftale fra 2000 mellem V, K, S og R om, at folkepensionen ikke kan røres.
Desuden beskytter Velfærdsforliget fra 2006 mod nye indgreb i efterlønnen, men kun indtil valget er overstået, og aftalen er blevet opsagt.
Det siger arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen.
"Der er en uskreven regel om, at man ikke løber fra forlig. Men regeringen kan sagtens meddele, at de dropper forliget efter næste valg," siger han til Newspaq.
Per H. Jensen hæfter sig desuden ved, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale slog fast, at efterlønnen først vil blive ændret efter et folketingsvalg.
"Han sagde udtrykkeligt: 'Vi ændrer det ikke før efter næste valg. Statsministeren ved godt, at han ikke kan bryde velfærdsforliget fra 2006," siger Per H. Jensen.
De borgerlige partier kan dog godt forhandle en aftale på plads om at droppe efterlønnen eller hæve folkepensionsalderen i den nuværende valgperiode.
"Den kan man så gå til valg på, og først endelig vedtage ændringen efter et valg. Det er helt legitimt," siger Per H. Jensen.
Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov mener, at regeringens planer om at fremrykke indfasningen af en højere folkepensionsalder og afskaffe efterlønnen er et klokkeklart brud på 2000-aftalen.