En række biskopper mener, at folkekirken skal bruge langt flere kræfter på at missionere over for muslimer i Danmark. Målet skulle være at skabe større forståelse for kristendommen og lokke muslimer til døbefonten.
Men det er nærmest et håbløst projekt, mener Peter Lodberg, der er lektor i teolog ved Aarhus Universitet.
- Det bliver uhyre vanskeligt for biskopperne at få succes med den her nye mission. Det vil kun være et meget begrænset antal muslimer, der vil lade sig omvende, fordi de allerfleste danske muslimer er meget veletablerede i deres egen religion og vil opfatte det som et gevaldigt tilbageskridt, hvis de skulle vende tilbage til kristendommen, som kun opfattes som forstadiet til islam, forklarer Peter Lodberg.
Han vurderer, at det vil tage yderligere mindst tre generationer, før de første muslimer i Danmark måske vil være modne til at bekende sig til kristendommen.
- Vores erfaring fra udlandet viser, at det tager mindst fem generationer, før folk med en anden religiøs og kulturel baggrund bliver indlemmet så meget i det nye samfund, at de overtager kristendommen som deres egen livsforståelse, siger Peter Lodberg.