Det halter gevaldigt med tillidsbaseret ledelse i det offentlige, hvor mellemledere og medarbejderne tages med på råd og inddrages i kvalificering af forventede ledelsesbeslutninger.
Det mener ledelses- og organisationskonsulent Bo Vestergaard, der hilser det velkommen, at finansminister Bjarne Corydon (S) de kommende år vil have fokus på at "fremme god arbejdsgiveradfærd".
- Ledere i det offentlige får tit beskeder ned ovenfra om at gennemføre vigtige beslutninger, de reelt ikke har haft lejlighed til at kvalificere. Der er ikke tilstrækkelig hyppig dialog op i kæden fra politikere til direktører, mellemledere og medarbejdere, siger Bo Vestergaard til Newspaq.
Ifølge finansministeren er de offentlige ledere altafgørende for, at regeringen kan få succes med at opnå de forventede effekter af regeringens mange reformer - af blandt andet folkeskolen og kontanthjælpen, skriver Information.
Derfor skal dialogen og det tillidsfulde samarbejde styrkes i det offentlige, siger Corydon. Og det er der hårdt brug for, mener Bo Vestergaard.
- Det er et kæmpe benspænd for de ansattes ejerskab til hele formålet med forandringer, hvis væsentlig faglig viden ikke er reflekteret i beslutninger om indsatser, der skal øge kerneydelsernes kvalitet og effektivitet. Så min klare anbefaling er, at inddrage folk længere nede i systemet langt tidligere for at kvalificere beslutninger om indsatser, siger Bo Vestergaard.
Han mener, at mange ledere i det offentlige mangler færdigheder i at involvere medarbejderne uden at miste styringen. Og styre uden at dræbe ejeskabet til indsatser.
- De frygter, at det hele ender som en snakkeklub. Svaret er, at ledelsen skal udstikke rammer og retning. Det er afgørende. For hvis ikke rammer og retning gøres tydeligt, kan man ikke have en retfærdig proces, siger Bo Vestergaard, der er forfatter til bogen "Fair proces".
I bogen beskriver han, hvordan en ledelse kan vende upopulære forandringskrav til gode løsninger frembragt af medarbejderne selv.
- Min pointe er, at folk ikke er modstandere eller tilhængere af forandringer. De bliver det afhængig af, hvordan lederen leder processen, siger Bo Vestergaard.
De tre grundprincipper i "Fair Proces" er involvering, forklaring og præcise forventninger.
Medarbejdere skal involveres i udviklingen og afprøvningen af løsninger. De skal forstå processen og rationalet bag de beslutninger, der bliver taget. Og endelig skal der skabes klare og præcise forventninger. Hvad er rammerne og retningen, og hvad er ikke til diskussion?
Bo Vestergaard kan godt forstå, at bevægelser som "Tag faget tilbage", der kræver mindre kontrol og mere tillid i det offentlige, er opstået.
- Den professionelle viden kan i højere grad blive reflekteret ind i beslutninger. De offentligt ansatte vil gerne gøre et godt stykke arbejde, og har ofte konkrete bud på hvordan både kvalitet og effektivt kan øges på én og samme tid men oplever ofte, at de bliver forhindret i det, siger Bo Vestergaard.
Newspaq