Den ondsindede virus, der siden fredag har hærget computere verden over, begynder også at dukke op i Danmark.
- Vi er oppe på minimum 300 infektioner herhjemme på nuværende tidspunkt, skriver it-sikkerhedsekspert hos virksomheden CSIS Peter Kruse mandag formiddag på Twitter.
Han siger til DR, at antallet af inficerede computer er steget støt hen over weekenden.
Lørdag var der ifølge Peter Kruse omkring 100 infektioner.
Angrebet satte ind fredag.
Computere verden over er angiveligt mål for bagmændene, som kræver løsepenge for at låse maskinerne op.
Det britiske sygehusvæsen har været alvorlig ramt af angrebet.
Ifølge Peter Kruse er der i løbet af weekenden kommet nye versioner af virussen til.
Hos Rigspolitiets cybercrimecenter, NC3, opfordrer man borgere og virksomheder til at anmelde eventuelle angreb til politiet.
- Hvis man bliver ramt, så bør man anmelde det til politiet, enten via politi.dk eller 114, siger centerchef Kim Aarenstrup til Ritzau.
- Det hjælper os til at kunne kortlægge omfanget af angreb og sammen med Europol og Interpol forhåbentligt at kunne frem til bagmændene bag angrebet og forebygge tilsvarende angreb, siger Kim Aarenstrup.
Han forklarer, at der er igangsat et samarbejde på europæisk og internationalt plan, der skal forsøge at spore bagmændene.
Centerchefen har mandag middag endnu ikke overblik over, hvor hårdt ramt Danmark er.
- Det har vi ikke overblik over. Der er borgere og virksomheder, der kontakter os, men vi har endnu ikke kendskab til konkrete anmeldelser af angreb, siger Kim Aarenstrup.
Det bedste forsvar mod virusangreb er ifølge centerchefen at holde sine computersystemer opdateret.
- Det bedste er at holde systemerne opdateret konstant, og det kan man nemt gøre ved at køre de foreslåede automatiske opdateringer, siger Kim Aarenstrup.
Det har vist sig, at virussen udnytter et sikkerhedsmæssigt hul i en tidligere udgave af styresystemet Windows.
/ritzau/