Den tidligere AG København-træner Klavs Bruun Jørgensen kender Mikkel Hansen fra deres fælles perioder i GOG og i AG København. Og Klavs Bruun bakker op om Mikkel Hansens klubskifte til den nye franske storklub, Paris Handball
- Jeg synes, det er rigtigt, rigtigt fedt for Mikkel. Det er et rigtigt spændende projekt. Og Paris er en sindssyg fed by, som passer perfekt til Mikkel, fortæller Klavs Bruun Jørgensen.
Og Klavs Bruun vurderer, at netop muligheden for at bo i Paris var med til at få Mikkel til at vælge KIF København-projektet fra.
- Jeg tror, at Mikkel havde svært ved at se sig selv bo i Kolding. han er en type, som har det godt i store byer. Der føler han sig bedst hjemme. Så på alle måder er det et godt match.
Og Paris Handball minder på flere punkter om Mikkel Hansens tidligere klub.
- Han kommer til en klub, der har oprustet markant til den nye sæson. Klubben minder på mange måder om AGK. Bortset fra, at millionerne er lidt mere stabile, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen.
/ritzau/