Da Angela Merkel tirsdag luftede et ønske om, at EU indgår flygtningeaftaler med nordafrikanske lande, var det formentlig Libyen, den tyske kansler tænkte på.
Det vurderer ph.d. Rikke Hostrup Haugbølle, der er ekspert i EU og Nordafrika.
Men en sådan aftale er ikke realistisk at opnå med landet, der var gennem en politisk revolution under Det Arabiske Forår, og som særligt det seneste halve år er blevet det primære transitland for migranter og flygtninge med kurs mod Europas kyster.
- På grund af sammenbruddet i Libyen og fraværet af en stat og regering, der ikke sidder mere end to dage af gangen, er der ikke nogen, man kan indgå en aftale med, siger Rikke Hostrup Haugbølle.
Merkels udtalelser er noget fluffy, mener eksperten.
Hun mistænker et krav fra flere partier i kanslerens hjemland om at handle på flygtningestrømmen som den egentlige årsag til udtalelsen.
Selv sagde kansleren til avisen Passauer Neue Presse, at nye flygtningeaftaler var nødvendige for at "få bedre kontrol over flygtningeruterne midt i Middelhavet".
Forbilledet for nye aftaler skulle være EU's samarbejde med Tyrkiet, der blev indgået i marts 2016.
De flygtninge og migranter, der er ankommet til de græske øer, sendes ifølge aftalen retur til Tyrkiet.
Og for hver syrisk flygtning, der sendes tilbage til Tyrkiet fra de græske øer uden asyl, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genhuse vedkommende i EU.
Siden aftalen blev indgået, har over tusind syriske flygtninge fået ophold i Europa.
I april mødtes EU's udenrigsministre for at drøfte de store flygtningestrømme fra Libyen til Europa.
Allerede da var det på tale at indgå en aftale med landet mod betaling - noget som den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), også var meget åben overfor.
Og skulle en aftale mellem EU og Libyen blive en realitet, er det ikke første gang.
I oktober 2010 blev de to parter enige om et samarbejde om grænsekontrol, der indebar et beløb på 350 millioner, som EU skulle betale over de næste tre år.
Men i 2011 blev landets daværende leder, diktatoren Muammar Gaddafi, væltet under et folkeligt oprør - og den efterfølgende politiske ustabilitet satte en stopper for aftalen.
/ritzau/