Dronning Margrethe kan søndag fejre fødselsdag velvidende, at danskerne fortsat bakker op om regenten i stor stil.
Således svarer 58 procent af danskerne i en ny meningsmåling, som Yougov har foretaget for BT, at dronning Margrethe skal fortsætte som regent, til hun bliver syg eller dør.
Kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen siger til BT, at danskerne kan have ondt af den snart 77-årige dronning.
- Dronningen har haft et hårdt år, fordi Henrik ikke deltager mere. Man må nok sige, at danskerne er meget tilfredse med Dronningen. Der er nok også mange, som synes, det er synd for hende, at hun skal klare arbejdsopgaverne alene, fordi prins Henrik ikke deltager i ret mange ting, siger han til BT.
Hun har nu i mere end et år klaret regenttilværelsen uden prins Henrik som den faste partner til officielle arrangementer. Og selvom det kan være hårdt, minder historiker på Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen om, at vi aldrig før har set et statsoverhoved gå på pension i Danmark.
- Dronningen og danskerne har været vant til, at hendes job er et job, man laver som et team. Derfor kan det godt være, at hun målt time for time laver det samme, men hun laver det under helt andre betingelser: Alene. Det må være byrdefuldt, siger han.
39 procent af danskerne svarer i samme meningsmåling, at dronning Margrethe skal abdicere, hvis hun bliver syg.