Hver anden svensker er tilsyneladende parat til at overlade hele Sydsverige til Danmark.
Det fremgår af en netafstemning på Aftonbladet.se, og det kommer ikke bag på den svenske professor og etnolog Jan-Öjvind Swahm.
Jeg tror, at mange mennesker (svenskere, red.) er irriterede på den skånske dialekt og synes, at den er svær at forstå. Desuden regnes skåninger for at være lidt tunge og storsnudede, siger Jan-Öjvind Swahm, der selv bor lidt udenfor Lund, til Aftonbladet.
Og han ville da heller ikke have noget mod at blive dansker:
- Danmark er ikke nær så bureaukratisk som Sverige, og jeg tager hellere til København end til Stockholm. Og jeg ville da heller ikke protestere over at skulle drikke dansk øl uden at skulle være tvunget til at gå i Systembolaget - I Danmark kan man jo købe øl overalt, siger Jan-Öjvind Swahm.
Mere end 90.000 mennesker har deltaget i afstemningen på Aftonbladets hjemmeside, siden politikeren Søren Krarup (DF) lørdag foreslog, at Danmark fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage.