Perioden med dårlige meningsmålinger for Socialdemokraterne og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan snart være slut.
Det mener en politisk ekspert, der ser lighedspunkter mellem Thornings-Schmidts midtersøgende politik og den politik, der gjorde partiet til det suverænt største under statsminister Thorvald Stauning for mere end 70 år siden. Det skriver Information.
Partiet havde dengang en tilslutning på over 40 procent af vælgerne. Nu er opbakningen raslet ned til 15-16 procent af stemmerne ifølge meningsmålingerne.
Men målingerne kan snart begynde at vise fremgang, mener Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Han ser tegn i Socialdemokraternes aktuelle politik, som indikerer, at partiets ledelse er ved at føre Socialdemokraterne tilbage til dets oprindelige udgangspunkt.
- Hvis man skal placere Staunings Socialdemokrati på den politiske akse i dag, var det efter min mening et midterorienteret Socialdemokrati, siger Peter Nedergaard til Information.
Han mener, at Stauning i dag ville ligge på højrefløjen i Socialdemokratiet, fordi han havde en ambition om at være et bredtfavnende midterparti.
- Nogle gange skrev Stauning politiske kommentarer, som kunne ligne venstrefløjspolitik, men i den praktiske udførelse og gennemførelse af politikken var han midterorienteret, siger Peter Nedergaard.
Ifølge Nedergaard er der flere lighedspunkter mellem Staunings socialdemokratiske politik og den politik, som Helle Thorning-Schmidt fører som leder af den nuværende regering med Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Det gælder blandt andet på skatteområdet, målet om arbejde til alle, forståelsen for erhvervslivets interesser og erkendelsen af nødvendigheden af at have produktion.
/ritzau/