Ren retrostil. Partiet Fokus har hentet inspiration helt tilbage i 1960'erne til sit nye logo og skelet til formandens politiske fortid.
Sådan lyder analysen fra brandingekspert John de Summer-Brason, efter han har analyseret Fokus' visuelle udtryk for Newspaq.
"Fokus' logo virker 60'er-agtigt. Det, at f'et i Fokus bliver til en pil, skal nok angive, at det går fremad med fart. Det minder mig faktisk om Fremskridtspartiets første, mere eller mindre vellykkede logo, hvor man forsøgte at fremstille bogstavet Z som et lyn," lyder det fra John de Summer-Brason.
Christian H. Hansen startede da også sin politiske karriere i Fremskridtspartiet, inden Pia Kjærsgaard (DF) tog ham under sine vinger. Så måske er logoets historik ikke helt tilfældig.
Det nye parti Fokus har selvfølgelig også fået sig en ny hjemmeside - www.partietfokus.dk. Overordnet mener John de Summer-Brason, at hjemmesiden virker efter hensigten. Den er eksempelvis nem at navigere rundt i.
Ifølge brandingeksperten henvender hjemmesiden sig ikke til de højtuddannede og de sofistikerede danskere.
"Den saglighed, siden forsøger at vise, går mere efter de 'almindelige' mennesker - togføreren der kører dit S-tog, kassedamen i Fakta eller assistenten på kommunekontoret. Det er hverdags-Danmark, som siden henvender sig til," siger John de Summer-Brason.