Alle danske fodboldfans har i aften blikket rettet mod Spanien, hvor FCK i aften skal møde storholdet FC Barcelona.
Men man skal ikke sætte næsen op efter en sejr, hvis man skal tro Preben Elkjær.
"FCK har ikke de store chancer for en sejr i aften. Det ville være direkte useriøst at tro på," siger fodboldeksperten til Newspaq.
Men så længe bolden er rund, kan alting ske. Og hvis FCK skal rive en sejr med hjem fra Camp Nou, skal tingene gå op i en højere enhed.
"De (FCK red.) skal spille deres livs kamp og Barcelona skal tage det lidt mindre alvorligt, end de normalt ville gøre," mener Elkjær.
Med de mange skader, der har ramt Barcelona - senest målmand Valdes - kunne måske være et håb for FCK men i følge eksperten, bliver det ikke de spanske mestres akilleshæl.
"Hvis Xavi ikke spiller er det selvfølgelig en lille fordel for FCK, men de har jo mange andre dygtige spillere."
Og Preben Elkjær mener også, at det kan bliver en af de "andre dygtige", der kan gå hen og blive aftenens profil.
"Jeg tror, at FCK'erne glemmer en spiller som Pedro. Der er så meget fokus på Villa og Messi, at det godt kunne blive en af de andre, der løber med overskrifterne."
Til gengæld er han lidt mere tilbageholdende med at udpege en profil hos danskerne.
"Jeg håber, det bliver en af angriberne," griner han.
Hvis FCK, mod alle odds, skulle vinde i aften, mener Preben Elkjær, at det vil være en af de største præstationer for et dansk fodboldhold nogen sinde.
Preben Elkjærs bud på kampens resultat: 3-1 til Barcelona.