For første gang i 44 år står Danmark i eftermiddag i en VM håndboldfinale for herrer.
Foran et stuvende fuldt Malmø Arena skal de danske håndboldherrer kl. 17 forsøge at slå det frygtindgydende franske mandskab med skarprettren Karabatic i spidsen.
Og selvom det er en bomstærk fransk modstander, der er forsvarende verdensmestre, så mener kvindelandsholdets Ann Grethe Nørgaard, at chancerne for dansk sejr er fifty fifty.
"Danmark skal fortsætte med at gøre det, de er gode til. De har spillet med stor selvtillid og dækket super godt op og haft en fantastisk sidste skanse i Landin. Og så har de spillet noget fantastisk spil og ad banen. Kontraspillet har været helt i særklasse," siger hun til Newspaq.
Den franske styrke er en fantastisk vindermentalitet og stor fysik, påpeger Team Tvis Holstebro-spilleren.
"De har mange rutinerede spillere, der har vundet alt, og stadig vil vinde alt," siger hun.
Frankrig har vundet de seneste tre slutrunder senest EM sidste år.
Allerede kl. 14 mødes Sverige og Spanien i kampen om bronzemedaljerne.